AEG Elektronpris 2018

Forsker i elektrisk måleteknik modtager AEG Elektronprisen 2018

tirsdag 18 sep 18
|

Kontakt

Dirch Hjorth Petersen
Seniorforsker
DTU Nanotech
45 25 63 24

AEG Elektronprisen

I år er det 30. gang, AEG Elektronfonden uddeler AEG Elektronprisen.

Prisen uddeles en gang om året for at fremme den tekniske videnskabelige udvikling inden for det elektrotekniske område på DTU og derved bidrage til at give dansk industris nuværende og fremtidige medarbejdere en bestandig fyldigere og videregående uddannelse.

Tidligere vindere af prisen

2017: Lektor Arnold Knott, DTU Elektro

2016: Lektor Ole Schultz, DTU Diplom

2015: Lektor Helge Bjarup Dissing Sørensen, DTU Elektro

2014: Professor Peter Udh Jepsen, DTU Fotonik

2013: Lektor Bogi Bech Jensen, DTU Elektro

2012: Lektor Rafael Taboryski, DTU Nanotech

2011: Seniorforsker Jakob Birkedal Wagner, DTU Cen

2010: Lektor Jörg Matthias Buchholz, DTU Elektro

2009: Lektor Peter Bøggild, DTU Nanotech

AEG Elektronfondens Elektronpris er i år gået til seniorforsker Dirch Hjorth Petersen, der anses som førende inden for elektrisk karakterisering af ultra-tynde metaller og halvledere, der anvendes ved produktion af transistorer og hukommelsesceller.

Ved overrækkelsen af prisen og en tilhørende check på DKK 50.000 onsdag d. 12. september fremhævede rektor Anders Bjarklev DTU´s ønske om at udvikle og nyttiggøre teknisk videnskab til gavn for samfundet. Henvendt til årets prismodtager tilføjede DTU´s rektor: ”Derfor er det også en glæde for mig at se, at du, ud over en stærk videnskabelig produktion inden for det elektrotekniske område, også formår at omsætte dine forskningsresultater til innovation og ny teknologi i et tæt samarbejde med industrien.”

 

Her henviser Anders Bjarklev blandet andet til, at Dirch Hjorth Petersen er medopfinder af adskillige patenter og på kort tid har formået at omsætte opsigtsvækkende teknologi til forretningsmæssig succes.

Eksempelvis spiller en del af disse patenter en afgørende rolle i de fuldautomatiserede måleinstrumenter, som DTU spin-out virksomheden Capres A/S sælger til verdens førende mikrochipfabrikanter.

 

Nøjagtig måling af elektrontransport er af hel fundamental betydning for udvikling af elektroniske komponenter. Med Dirch Hjorth Petersens mikroelektroder kan man på mikrometerskala måle elektrisk modstand, bevægelighed af elektroner, lækstrømme såvel som elektron spin transport i nutidens materialer, der anvendes i masseproducerede elektroniske komponenter.

 

Forbedret hidtidige måleprincipper

Rolf Henrik Berg, der er institutdirektør på Institut for Mikro- og Nanoteknologi, holdt motivationstalen og fremhævede Dirch Hjorth Petersens rolle i udviklingen af vibrationstolerante mikroelektroder, der giver mulighed for at lave fuldt automatiserede elektriske målinger med høj præcision på nano-materialer i produktionsmiljøer med høj akustisk baggrundsstøj.

”Dirch Hjorth Petersen har udviklet helt nye måleprincipper, som f.eks. Mikro Hall Effekt metoden, og betydeligt forbedret præcisionen af elektriske måleprincipper, der er over 100 år gamle.”

Som forsker har Dirch Hjorth Petersen tillige været en ledende kraft i udviklingen af måleprincipper til karakterisering af 2D-materialer (bestående af blot ét lag atomer), blandt andet med numeriske analysemetoder til beskrivelse af modstandsmålinger i percolationsnetværk og korrelationsstudier af terahertz spektroskopi og van der Pauw-målinger.

Dirch Hjorth Petersen har tidligere modtaget prisen for årets ph.d.-afhandling (2010) og Ingeniørforeningens Elektropris 2010.

På billedet ses fra venstre: Konstitueret institutdirektør, DTU Nanotech Rolf Henrik Berg, rektor Anders Bjarklev, prismodtager Dirch Hjorth Petersen, formand for AEG Elektronfonden Hans Peter Jensen og bestyrelsesmedlem Jens Christian Hesse Rasmussen.

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.