Foto: Mikal Schlosser

”Jeg kan bare godt lide at have styr på tingene”

onsdag 02 maj 18

Kontakt

Anja Boisen
Professor
DTU Nanotech
45 25 57 27

Blå bog

Anja Boisen er 51 år. Hun bor i Birkerød med mand og to børn på 14 og 16 år.

2018: Modtog Novo Nordisk Fondens Synergy Grant
2017- : Faculty member i den danske afdeling af Singularity University
2017: Modtog Alexander Foss' Guldmedalje fra DTU
2015: Blev leder af Grundforskningscentret IDUN
2014: Blev medlem af Det kongelige Videnskabernes Selskab
2013: Modtog ERC Advanced Grant
2012: Modtog Sapere Aude-bevilling fra Det Frie Forskningsråd
2012: Modtog EliteForskpris fra Uddannelses- og Forskningsministeriet
2009: Blev leder af Villum Kann Rasmussen Centre of Excellence NAMEC
2008: Modtog Villum Kann Rasmussen-prisen, Danmarks største forskningspris på 2,5 mio. kr.
2007: Modtog Direktør Ib Henriksens pris for banebrydende sensorteknologisk forskning
2007- : Medlem af Akademiet for de Tekniske Videnskaber og deres tænketank
2005: Professor på DTU Nanotech
2003: Lektor på Mikroelektronik Centret, DTU
2000: Modtog AEG Elektronikprisen
1994-97: Erhvervs-ph.d. på Danish Micro Engineering og MIC, DTU
1993-94: Gymnasielærer på Vestre Borgerdyd og Sankt Annæ
1993: Cand. scient. i fysik fra Roskilde Universitetscenter


Cv’et ligner en lang række af 12-taller med priser, anerkendelser, tillidsposter og bemærkelsesværdige forskningsresultater i imponerende mængder. Men Anja Boisen er ikke en stræber, hun er bare ekstremt struktureret og lidt af et konkurrencemenneske.

Spørgsmålet er bestemt ikke nedsættende ment, men alligevel svarer Anja Boisen kategorisk nej til, at hun skulle være en 12-talspige.

”Det ser jeg som sådan én, der panikker over ikke at have lavet sine ting; men jeg har altid taget det rimeligt afslappet. Jeg kan bare godt lide at have styr på tingene, og så er jeg glad for den internationale konkurrence i forskningsverdenen.”

Styr på tingene har hun i den grad - helt ned til de enkelte atomer. Hun arbejder nemlig med de mindst tænkelige byggesten; laver f.eks. medicincontainere på størrelse med sukkerkorn, som skal sende medicin ind i kroppen gennem fordøjelsessystemet og gøre injektioner overflødige. Hun har også udviklet billige og banebrydende diagnostiske redskaber, som giver håb om at komme ubehagelige infektionssygdomme til livs.

Inden for ganske få år er der kommet usædvanlig mange store bevillinger Anjas vej; et ERC Advanced Grant, et Villum Kann Rasmussen Centre of Excellence og et Grundforskningscenter har hun landet, selvfølgelig på grund af sine visionære idéer, men nok også fordi hun har flair for at formidle sine idéer, så alle kan forstå dem.

”Jeg har altid godt kunnet lide at skrive og har også selv læst mange ansøgninger, så jeg ved, hvor meget det betyder, at man hurtigt kan forstå, hvad der tales om. Man skal både beskrive sin forskning og sandsynliggøre, at man kan gøre noget, som aldrig har været gjort før. Det er en hårfin balance,” forklarer hun.

DTU var ikke første prioritet
Hvis ikke Anja var kommet hjem fra et års ophold i USA på et skævt tidspunkt i forhold til optagelsesprøven til Journalisthøjskolen, var hun måske endt med at blive journalist som Mette Fugl, hendes store forbillede. For at få ventetiden til at gå, slog hun et smut forbi åbent hus på DTU.

”Men det var et frygteligt arrangement. Der stod to drenge i bunden af et kæmpe auditorium og fortalte, hvor svært det var at lave lineær algebra. Så jeg tænkte, her skal jeg aldrig være. Stemningen tiltalte mig slet ikke. Det var for uvedkommende og rigtig meget drenget.”

I stedet valgte hun RUC’s naturvidenskabelige basisuddannelse, hvor man havde et par år til at bestemme sig for en faglig linje. Her fik hun en kvindelig mentor, der blev helt afgørende for, at hun tog fysik som overbygningsfag. Og fysikken viste sig at være så spændende, at drømmen om journalistikken blev opgivet.

Efter eksamen søgte Anja en ph.d. på KU - og fik et af de få afslag i sit liv. I stedet blev hun gymnasielærer og havde det ganske sjovt med det, indtil hun indså, at der var en vis risiko for at brænde ud som lærer. Hun så et opslag til en erhvervs-ph.d. på DTU og Danish Micro Engineering, en lille frontløbervirksomhed, der arbejdede med nanoteknologi. Og sådan endte hun lidt tilfældigt alligevel på DTU, godt nok i Mikroelektronik Centret, der på det tidspunkt var en meget selvstændig enhed – og et ægte pionermiljø.

”Alt var nyt, og det var rimelig nemt at etablere sig og finde sit eget felt – konkurrencen var ikke så hård som nu. Jeg kan godt lide at finde områder, der ikke er tæt besat i forvejen. Det giver ikke altid flest citationer, men det er mere spændende. Man har ikke samme bekymring om, hvorvidt man træder andre over tæerne eller skal løbe vildt stærkt. Og det er sjovt at prøve noget, som ingen eller meget få har prøvet før,” siger hun.

Efter ph.d.en fik hun en postdoc-stilling og meget frie rammer til at etablere sig på et forskningsfelt. Hendes leder opfordrede hende til at søge Freja-programmet, en særlig forskningspulje, som netop var oprettet til at fremme kvinders rolle i forskningen.

Anja fik pengene, og derefter er det gået derudaf med den ene store bevilling efter den anden. I dag står hun med ansvaret for to store centre og 50 medarbejdere, som opdyrker helt nyt land inden for den medicinske verden: Nye måder at få medicin ind i kroppen og nye måder at bruge nanosensorer til at karakterisere medicinen og vise, hvad der sker med den på vejen ned til tarmen.

Overblik fremmer innovation
Egentlig er det to centre med hver sin funding, IDUN Drug og IDUN Sensor, men i Anjas verden er de tæt forbundne:

”Hvis man kobler sensorerne til det medicinske område, kommer der masser af anvendelsesmuligheder. Der er f.eks. meget lidt viden om, hvordan de tynde polymerlag, som indkapsler medicinen, opfører sig, og hvor hurtigt de nedbrydes i kroppen, og dér kan vores sensorer bruges, ligesom de kan komme i spil i forbindelse med diagnosticering,” siger hun.

Koblingen er ikke kun en intellektuel øvelse for professoren; hun arbejder også med nogle helt konkrete visuelle værktøjer. På gangen uden for hendes kontor hænger to store whiteboards tæt beskrevet og fulde af post-its. Der mødes Anja og hendes medarbejdere jævnligt og taler om, hvad de har gang i.

”Det er vigtigt, at alle, fra gæstestuderende til professorer, ved, hvordan de passer ind i den store helhed. Hamrer man bare på sin egen mursten, eller er man i gang med at bygge en katedral?” siger hun.

"Det er vigtigt, at alle, fra gæstestuderende til professorer, ved, hvordan de passer ind i den store helhed. Hamrer man bare på sin egen mursten, eller er man i gang med at bygge en katedral?"
Anja Boisen

Anja har i det hele taget stærke meninger om mødeformer.

”Der skal være struktur og et klart formål med møderne, og alle skal have mulighed for at komme til orde. Hvis det bare handler om at informere én vej, så kan man lige så godt gøre det på skrift. Jeg hader sådan nogle møder. Jeg kan næsten ikke sidde stille, har bare lyst til at løbe væk.”

Kvinde i en mandeverden
Med flere store programmer og et anseligt antal bestyrelsesposter at passe er det simpelthen ekstremt vigtigt for Anja ikke at spilde tiden.

”Hun spørger altid: Kan vi ikke gøre det på en smartere måde? Og det gælder både hendes forskning, mødeformen og ledelsesmetoderne. Hun ser altid muligheder for at kombinere tingene anderledes,” siger Anjas personlige assistent, videnskabelig koordinator Julie Rasmussen, der er lige så glad for struktur som sin chef og synes, det er rigtig spændende at være en del af det dynamiske arbejdsmiljø i Anjas program.

”Men selv om hun har travlt, tager hun sig altid tid til at støtte og følge alle sine medarbejdere, også de studerende, som kun er her kort tid. De skal vide, at deres bidrag betyder noget for helheden,” tilføjer hun.

Travlheden til trods siger Anja også ja, hvis andre kvinder vil have hende som mentor, eller når f.eks. L’Oreal for Women in Science spørger, om hun vil være dommer i en konkurrence.

”Hvis man føler sig som en minoritet, skal der lidt mere opmuntring til. Man skal kunne se, at nogen har gået vejen før. Når jeg valgte at læse fysik, var det også, fordi min mentor gjorde det, og fordi der var en kvindelig lektor på studiet. Som studerende var det selvfølgelig ikke altid så fedt at være en af de eneste kvinder, men siden har jeg ikke tænkt over det. Det kan endda være en fordel til en konference, for så bliver man lettere husket.”

Kun ganske få gange har Anja følt sig diskrimineret. Værst da hun for nogle år siden var i Schweiz for at reviewe et institut.

”Til middagen sagde en af professorerne – helt alvorligt – at kvinder ikke kunne tænke logisk. Det mente han, der var masser af gode eksempler på: De kunne ikke spille skak, finde vej osv. Jeg prøvede at argumentere med ham, men gav hurtigt op. Dagen efter undskyldte institutdirektøren, en amerikaner, men jeg sagde, herregud, der går ikke noget af mig for det. Det er jo mere uheldigt, hvis han giver udtryk for den holdning over for sine studerende.”

Hyggelæsning og puslespil
For at få tiden til at slå til og ikke gå ned med stress har Anja i øjeblikket kun få faste undervisningsforpligtelser:

”Det er ligesom, nogen har det med sko; når man tager en ny opgave ind, må en anden gå ud," bemærker hun.

Til gengæld bruger hun en del kræfter på at formidle både sin egen forskning og alt det spændende, der sker på nanoområdet. Om det er et konferencebidrag eller et populært foredrag, så er det planlagt og gennemtænkt til sidste slide. Det er vigtigt at gøre sig umage med formen, så man kan fastholde tilhørerne – ellers tyr de hurtigt til mobilen, ved hun.

Men når arbejdsdagen er omme, hvordan slapper en travl kvinde som Anja så af?

Ja, hvor andre måske ville læse en bog eller se Netflix, så kan hun godt hygge sig med at læse dokumenter fra en af de mange bestyrelser, hun sidder i. Ellers nævner hun fitness og familie. Og i længere ferier på ødegården i Sverige kan hun finde på at tage fat på et håndarbejde – eller sammen med sønnen at kaste sig over den perfekte strukturelle opgave: At lægge et kæmpe puslespil.


Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.